Børn og forældreskab

Jeg har i de sidste 10 år specialiseret mig i børn og forældreskab. Herunder har jeg:

  • Været VISO-specialist på børneområdet

  • Været leder af Ingrid Jespersens privatskoles kompetencecenter

  • Undervist og superviseret plejefamilier, individuelt og i gruppe

  • Været tilknyttet Familieretshuset som ekstern psykolog

  • Udarbejdet børnepsykologiske undersøgelser, tilknytningsundersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser

  • Gennem alle årene rådgivet forældre, der har søgt min hjælp til at håndtere smertefulde oplevelser, fastlåste dynamikker i familielivet eller et eller flere børn i mistrivsel.

Jeg har et indgående kendskab til autisme, ADHD, angst og stress hos børn. Samtidig har jeg de sidste mange år fordybet mig i tilknytningsprocesser og tilknytningstraumer hos børn og tilbyder specifikt hjælp til forældre, adoptivforældre og plejeforældre, der savner en bedre kontakt med deres barn.

Jeg modtager løbende supervision og videreuddanner mig gennem kurser og efteruddannelse vedrørende forældreskab og børns udvikling.

Kurser og certificeringer

  • Certificeret i traumescreening af børn i alderen 4-8 år, Odense child trauma screening (OCTS), 2021

  • Gennemført tre dages kursus vedr. mentalisering hos forældre samt forældreinterviewet ‘Parent development interview’ (PDI), v. Jeppe Budde og Anne Blom Corlin, 2022.

  • Heldagskursus og flere års løbende supervision i tilknytningsinterviewet ‘Adult Attachment Interview’, der vedrører tilknytningen mellem forældre og barn, v. Christina Stenstrup, 2022-nu.

  • Heldagskursus “Hvordan taler man med børn om problemer?”, 2016 v. Anette Holmgren

Forældreskabets udfordringer

Gennem millioner af år har vi givet liv til nye børn. Børn, der, som små dyreunger, er blevet ammet, beskyttet og opfostret, og som langsomt har løsrevet sig og blevet til voksne selvstændige væsner. På simpel og smuk vis, århundrede efter århundrede.

Og så alligevel er det ikke så simpelt. Her i det 21. århundrede er børns trivsel virkelig kommet på dagsordenen. Der skrives bøger om forældreskab og opdragelse som aldrig før, og det debatteres i medierne: Hvad er årsagen til børnenes mistrivsel? Hvad gør forældrene galt? Er de for hårde eller for bløde? Er de for fraværende? Eller er de omvendt overbeskyttende og alt for omklamrende? Er det skærmenes skyld? Institutionernes? Forældre-opgaven er ikke let! Der er mange diskussioner og dilemmaer at forholde sig til. Jeg møder dagligt forældre, der er i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre for deres barn: Hvor hårdt skal grænserne sættes? Hvornår skal der bæres over? Er det vigtigt at mit barn ikke ser fjernsyn, selv hvis alternativet er, at jeg begynder at skælde ud? Hvad hvis mit barn ikke trives i børnehaven? Er hjemmepasning farligt for mit barns sociale udvikling? Bliver mit barn uselvstændigt af samsovning? Skal jeg acceptere, at mit barn kun vil have mor eller insistere på, at far også kan? Må jeg godt holde fast i mine grænser, selv når mit barn bliver dybt ulykkeligt? Hvad hvis min mavefornemmelse fortæller mig noget andet end det, de siger i vuggestuen, børnehaven, skolen? Jeg hjælper jer gerne med denne slags spørgsmål, hvor jeg sammen med dig/jer udforsker jeres værdier som forældre og byder ind med nyeste psykologfaglig viden om børns udvikling og behov. Det er min erfaring, at det giver et stærkt udgangspunkt for forældreskabet at have udforsket egne værdier og ønsker. Det er min erfaring, at et forældreskab, der er baseret på, hvad du gerne vil, ikke hvad samfundet, bedsteforældrene, pædagogerne og lærerne vil, medfører færre konflikter og stor livsglæde.

Udover spørgsmål som disse, der kredser om, at vi er individer i et komplekst samfund, og som kan diskuteres på et (relativt) rationelt niveau, byder forældreskabet på endnu en overraskelse: Vores psykiske ballast titter frem fra sit skjul. Vi er som mennesker psykisk præget af det liv, vi har levet, den barndom vi selv havde, den tilknytning vores forældre tilbød os, relationerne, sorgerne og glæderne, og alle de små og store sejre og fiaskoer, livet gav os. I mødet med dette lille nye menneske, vores eget barn, aktiveres alle disse gamle erfaringer. Endda erfaringer, vi troede var gemt langt væk. De sniger sig ind, ofte som ubevidste mønstre vi giver videre, på godt og på ondt. At få et barn medfører for mange en identitetskrise. Vi bliver kastet ud over kanten til noget helt nyt, og vi ved ikke, hvordan vi reagerer, før vi står der.

Jeg kan tilbyde dig et rum, hvor tabuer lægges til side, og hvor alle frustrationer, tanker og følelser i deres rå form er velkomne. Vi arbejder sammen hen imod, at du kan være den version af dig selv, du godt vil være som forælder.

Jeg arbejder ud fra troen på, at alle børn og forældre gør det så godt, som de kan, og at der altid er håb for forandring.

Har du et barn med sygdom eller særlige behov?

Min erfaring er, at livet er ekstra tungt for de forældre, hvis børn er ”anderledes”. Der kan være et stort læs ekstra opgaver forbundet med at have et barn med særlige behov. Måske er der flere konflikter i familien? Måske kan barnet ikke klare så mange timer i institution? Måske skal der laves daglig træning med barnet? Måske tør barnet ikke at være på egen hånd, og der er aldrig rum for alenetid som forældre? Og måske er der andre børn i familien, der reagerer, som kalder på særskilt opmærksomhed. Jeg ser i min praksis forældre, der står på hovedet for deres børn, som, samtidig med at de gør en enorm indsats, skammer sig og isolerer sig.

Det kan være svært at prioritere sig selv, når man har et barn, der godt kunne bruge meget mere af alt muligt. Min erfaring er, at mødre og fædre til udfordrede børn ofte er i konstant alarmberedskab, og at risikoen for udbrændthed er stor.

Du er velkommen hos mig, hvis du har brug for specifik rådgivning ift. dit barn og de dynamikker, der udspiller sig i familien. Du er også velkommen, hvis du har behov for at lette dit hjerte til én, der ved hvad du taler om, eller savner at kunne mærke dig selv. Jeg vil godt støtte dig i at passe godt på dig selv og tilbyde et åndehul, hvor vi sammen kan kigge på situationen med friske øjne og give plads til det, der trænger til opmærksomhed.